Jazzfestival for hele familien i Spinderiet Shoppingcenter op til Valby Summer Jazz
Tag børnene, bedsteforældrene og vennerne med til fire gratis dage med kvalitetsjazz og Danmarks bedste børneoplevelser den 28. juni til den 1. juli.
Som opvarmning til Valby Summer Jazz arrangerer Cowbell Music og Spinderiet Shoppingcenter koncerter for både børn og voksne i det overdækkende shoppingcenter lige ved Valby Station.
Her kan børnene bage kage med Rosa fra Rouladegade fra DRs børnekanal Ramasjang, synge med på Albertes børnesange og opleve dygtige børn og unge fra byens MGK-uddannelser i koncert, mens forældre og bedsteforældre kan nyde international kvalitetsjazz med Marie Carmen Koppel, Benjamin Koppel, Kaya Brüel m.fl.
Tid: 28. juni til den 1. juli, formiddage og eftermiddage.
Sted: Spinderiet Shoppingcenter, Bomuldsgade 4, 2500 Valby. Valby Station.
Arrangør: Cowbell Music & Spinderiet.
Pris: Gratis.
Program
Torsdag d 28. juni kl. 15.00-16.30 – Spinderiet, Valby
Bil Aka Kora
Bil Aka Kora (vokal/guitar), Serge Coulibaly (bas), Bernard Yaméogo (trommer), Akoousse Koudian (bendré), Alampoa O. Pascal (bendré, lunga)
Bil Aka Kora fra Burkina Faso er kendt over det meste af Vestafrika for sin smittende afropop, inspireret af Djongo-stilen fra landets sydlige del. De traditionelle rytmer er blandet med reggae, rock og pop til en iørefaldende og vital musikalsk cocktail, som taler både til øret og kroppen.
Torsdag d 28. juni kl. 17.00-18.00 – Spinderiet, Valby
Kaya Brüel med band
Kaya Brüel (vokal), Ole Kibsgaard (vokal/guitar), Jacob Christoffersen (klaver), Jesper Bodilsen (bas), Jonas Johansen (trommer)
En stemningsfuld koncert som tager publikum rundt i Kaya Brüels univers og karriere. Bl.a. sange fra musicals og teaterkoncerter, hun har deltaget i, musik af Tom Waits fra forestillingen Woyzeck og sange fra Kaya Brüels jazzudgivelse The Love List.
Fredag d 29. juni kl. 15.00-15.45 – Spinderiet, Valby
Rosa fra Rouladegade
Tag børnene med til kagebagning med Rosa. Hun tager rødderne fra Rouladegade med og spiller kagekoncert med sangene fra det populære børne-TV-program på DR Rosa fra Rouladegade.
Fredag d 29. juni kl. 16.00-18.00 – Spinderiet, Valby
Sankt Annæ Big Band og MGK
De talentfulde elever fra Sankt Annæ Gymnasium indtager scenen med jazz- og latinmusik af høj klasse. Kom og hør morgendagens stjerner før de bliver kendte, og nyd de unge talenters charme og spilleglæde.
Lørdag d 30. juni kl. 11.00-13.30 – Spinderiet, Valby
Koncert med Frederiksberg Musikhøjskole MGK
Jazzgruppen: Andreas Toftemark (saxofon), Mads Bibow (guitar), Lui Falkentorp (bas), Kristof Gasior (trommer)
Koncerter med Jazzgruppen fra musikhøjskolens MGK-linje og med solisten So So Sofie og band, som spiller jazzede, forfriskende og iørefaldende popsange.
Lørdag d 30. juni kl. 14.00-14.45 – Spinderiet, Valby
Børnekoncert med Alberte Winding
Alberte Winding (vokal), Jan Rørdam (guitar), Benjamin Koppel (saxofon)
Alberte er kendt og elsket af både børn, unge og voksne. Med rollen som Luna i den elskede DR-børneserie Bamse og Kylling, er hun gået lige i hjertet på de fleste børn – kom og syng med på børnenes favoritsange under Valby Summer Jazz i Spinderiet.
Søndag d 1. juli kl. 12.00-13.30 – Spinderiet, Valby
Blicher/Hemmer/Holm Trio
Michael Blicher (saxofon), Dan Hemmer (hammondorgel), Anders Holm (trommer)
Hammondorgel og saxofonbaseret soul-jazz i trioformat med nogle af Danmarks mest velspillende musikere.
Søndag d 1. juli kl. 14.00-15.00 – Spinderiet, Valby
Marie Carmen Koppel & Benjamin Koppel med band
Marie Carmen Koppel (vokal), Benjamin Koppel (saxofon), Jacob Christoffersen (klaver), Morten Ramsbøl (bas)
Folkekære Marie Carmen Koppel, Danmarks souldronning, fremfører her repertoiret fra sit CD-projekt, Brooklyn Jazz Session. Efter at have sunget soul og gospel i mere end 20 år, vendte hun sig i 2010 mod jazzen og drog til New York med egne tekster og noder af Benjamin Koppel, Kenny Werner og Chris Potter i bagagen. Oplev det mageløse resultat live i koncert bakket op af velspillende, danske musikere.







